Arkæologi

Som en del af aluminiumsprojektet skal der gennemføres arkæologiske undersøgelser og besigtigelser. Disse besigtigelser indgår som en fast del af en VVM-undersøgelse for at belyse, hvilke kulturhistoriske værdier, der er i området, og hvordan de måtte blive påvirket i forbindelse med et projekt. Kulturminder og den information de rummer, er beskyttet gennem landstingslov nr. 18 af 19. november 2007 om fredning af kulturminder. Denne lov rækker udover de undersøgelser, som gennemføres i VVM-regi. Også i regi af den strategiske miljøvurdering (SMV) indgår arkæologi.

Loven sikrer ikke alene enkeltstående elementer, men hele bygningsværker, bopladser, jagtlejre, grave, møddinger og så videre men også hele områder af interesse. Disse områder kan f.eks. være en ruin med tilhørende køkkenmødding, tidligere landsbrugsarealer eller områder der af kulturhistoriske grunde har interesse i forbindelse med en boplads. 

Når et område skal belyses kulturhistorisk vil første skridt altid være sammenstilling af informationer fra Grønlands Nationalmuseum's arkiver. Andet skridt er besigtigelser i felten, kortlægning og vurdering af kulturminderne. Tredje skridt er at gennemføre arkæologiske undersøgelser (udgravninger) af kulturminderne, hvis et anlægsprojekt går i gang og hvis det berører kulturminder. 

Grønlands Nationalmuseum afgør, hvad der skal besigtiges, og hvad der senere skal udgraves. Hvis anlægsarbejderne eller konsekvenserne af dem vil ødelægge et kulturminde afgør Grønlands Nationalmuseum, hvordan informationerne bedst kan sikres for eftertiden. I de fleste tilfælde vil dette være ved hjælp af udgravninger. I helt usædvanlige tilfælde kan man måske flytte et anlæg ud af trussels-zonen.

Hvis Grønlands Nationalmuseum under undersøgelserne finder noget af ekstraordinær værdi, bliver det oplyst direkte til de involverede parter samt relevante myndigheder.
 

  


Tasersiaq - hvor arkæologer har fortaget undersøgelser, der er udmundet i en rapport (Foto: Greenland Development)  

Alle omkostninger i forbindelse med arkæologiske registreringer og de arkæologiske undersøgelser (udgravninger) i et område, afholdes af bygherren på projektet.

Alle organisationer, virksomheder og enkeltpersoner har ret til at indstille et område eller lign. til fredning til Grønlands Nationalmuseum. Evt. klager angående fredningssager kan indgives til Naalakkersuisut (Landsstyret) og klagen vil så blive behandlet af Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke.

Grønlands Nationalmuseums rapport for aluminiumsprojektets to vandkraftpotentialer fra maj 2009 kan hentes her i forkortet version på dansk, eller den komplette rapport på engelsk her. Du kan læse mere om Grønlands Nationalmuseums øvrige arbejde og om kulturminder her