Fakta om projektet
Aluminiumsprojektet i Grønland består af et aluminiumsværk og to vandkraftværker, der producerer elektricitet, samt tilhørende infrastruktur. Med infrastruktur menes der transmissionsledninger fra vandkraftværkerne til aluminiumsværket, samt en havn ved aluminiumsværket.

Der er tale om en produktionsvirksomhed, hvor der laves aluminium. Selve råstoffet, aluminiumsoxid, bliver sejlet til Grønland fra aluminaraffinaderier, der udvinder aluminiumsoxid af jordarten bauxit.
Begge projektets vandkraftværker udnytter naturlige vandreservoirer (søer) sammen med den store faldhøjde. Begge søer ligger i 6-700 meters højde. Idet der bruges eksisterende søer, skal der kun bygges mindre dæmninger. Andre steder i verden ser man, at der anlægges ganske store dæmninger, for at kunne udnytte vandkraftpotentialet. Selve vandkraftværkerne er planlagt til at skulle ligge inde i fjeldet, som det kendes fra Buksefjordsværket ved Nuuk og vandkraftværket ved Sisimiut, hvor der kun er servicebygninger ved indgangen.

Aluminiumsværket har behov for mange ansatte, foruden en serviceindustri til at understøtte produktionen når værket er i drift. Det vil sige, at en så stor fabrik også betyder nye arbejdspladser hos andre lokale firmaer, der på en eller anden måde bliver underleverandør til værket, hvad enten det er med rengøring, mad eller anden form for service. Derfor medfører projektet behov for en udvidelse af Maniitsoq med en ny bydel med boliger og mulighed for erhvervsarealer.
