Samfund & Økonomi

Hvis det realiseres vil et aluminiumsværk få meget stor betydning for både samfund og økonomi - det er hele formålet med Grønlands engagement i projektet. Vores vedvarende naturressource, vandkraft vil kunne bruges til at skabe stabile arbejdspladser og eksport, og dermed blive et væsentligt bidrag til processen i retning mod en mere selvbærende økonomi.

For at det kan ske på den bedst mulige måde, med flest positive og færrest negative konsekvenser, er det nødvendigt i forbindelse med projektets udvikling og den politiske debat omkring projektet, også at undersøge en lang række forhold omkring vores samfund og økonomi. Det står klart allerede idag, at der er en række mulige gevinster ved projektet. Det står også klart, at disse gevinster ikke kommer af sig selv, og vil kræve en række tiltag og indsatser. Først og fremmest er det meget vigtigt, at Grønlands egen arbejdsstyrke på sigt bliver i stand til at varetage alle funktioner på værket, og at der således sker en vandring af arbejdskraft fra mindre produktive brancher, samt fra den offentlige sektor. 

På undervisningsområdet er der allerede langsigtede initiativer i gang, hvis succes er vigtig, ikke kun for dette projekt, men i høj grad også for Grønlands generelle samfunds- og erhvervsudvikling.

Det er vigtigt i så stort et projekt at undersøge de muligheder, som projektet kan give os, men også de risici og konsekvenser, der kan opleves som negative. Der er allerede igangsat og gennemført en række undersøgelser, særligt med henblik på samfundsøkonomi og arbejdsmarked. Næste skud på stammen bliver en undersøgelse af de mulige regionale konsekvenser og politiske handlemuligheder ved en større mobilisering af arbejdsstyrken og deres familier til væksterhverv og vækstbyer.

 

 

 

Byggeplads i Nuuk (Billede: Greenland Development)