Vandkraft & Aluminium

Turbinehallen i Karanjukar (Foto: Greenland Development)
Aluminiumsproduktion er en af de mest energikrævende industrier i verden. Da industrien begyndte i slutningen af 1800-tallet, betød dette at al aluminiumsfremstilling blev placeret i nærheden af vandkraftpotentialer. Først senere blev der udviklet kul- og oliebaserede elværker af tilstrækkelig størrelse til fremstilling af aluminium, og der blev udviklet transmissionsledninger, som gjorde det muligt at placere aluminiumsværket længere væk fra elektricitetsproduktionen.
Aluminium og vandkraft har således haft en historisk sammenhæng. Frem til 1950'erne var langt hovedparten af verdens aluminiumsproduktion baseret på vandkraft, men dette har langsomt ændret sig. Det skyldes dels, at mange lande uden vandkraftpotentialer, men med store kul- eller naturgasreserver, har ønsket at etablere aluminiumsindustri. Det skyldes dog også, at der i mange lande er begrænset mulighed for at udvikle ny, konkurrencedygtig vandkraft.
I Grønland har vi aldrig tidligere haft brug for vore største vandkraftpotentialer. De største vandkraftpotentialer er placeret langt væk fra byerne, og rummer meget større energi, end vi selv kan udnytte. Da vandkraftværket ved Nuuk blev bygget i 1989-1993 blev dette set som et meget stort værk i grønlandsk perspektiv - et vandkraftpotentiale, som byen ikke ville kunne udnytte i mange år frem. Vandkraftværket blev i 2008 udvidet fra 30 megawatt (MW) effekt til 45 MW, men alligevel udnyttes under halvdelen af områdets samlede vandkraftpotentiale.
For at forsyne et moderne aluminiumsværk kræves flere hundrede MW, og der er således god sammenhæng mellem størrelsen af vore allerstørste vandkraftpotentialer og aluminiumsindustriens energibehov. Hvis vore vandkraftpotentialer også er internationalt konkurrencedygtige (lav langsigtet elpris), er nogle af de vigtigste forudsætninger for realisering af aluminiumsprojektet opfyldt.
På de efterfølgende sider kan man læse dels om aluminiumsindustri generelt og om de konkrete udviklingsaktiviteter i Grønland.
