Aluminiumsværk
Et aluminiumsværk - hvordan ser det ud?
Alcoa Fjardaál i øst-Island. (Billede: Alcoa)
Et aluminiumsværk er let genkendeligt ved de lange smeltehaller, på engelsk kaldet "potrooms", hvor smeltekarrene (pots) er opstillet i lange rækker. Bygningerne kan være op til 1,5 km lange, og 20-25 meter høje. Hertil kommer administrationsbygninger, rørføringer til udluftning, transport af aluminiumsoxid og røgrensning, foruden store transformerstationer og havneanlæg. Af tekniske og økonomiske årsager fungerer moderne aluminiumsværker bedst når de bygges med en kapacitet på mindst 350.000 tons. Derfor bliver en række nye værker opført i denne størrelse.
De bygges dog også meget større, hvor det er muligt. EMAL-værket i Abu Dhabi, der åbnede i begyndelsen af 2010, har f.eks. en årlig produktion på 700.000 tons, og planlægges senere udbygget til 1,4 mio. tons pr. år. Energien til dette værk kommer fra Abu Dhabis store naturgasforekomster.
Denne aluminiumsværk er placeret i et fladt landskab, således at behovet for at rydde et område ved at sprænge klippen ud, holdes på et absolut minimum, selv om en tæt forbindelse til en ny havn bibeholdes. Det dominerende ved aluminiumsværker er de to store pothaller. To røggasrensningsanlæg kan ses mellem pothallerne. Længst til venstre på billedet er transformerstationen, hvor højspændings strøm fra vandkraftværkerne er udbedret og konverteres til brug i potrooms. Havnen kan ses ved toppen af billedet med transportbånden til siloer, hvor aluminiumoxid og andre råmaterialer lagres. Støberiet, hvori det flydende metal støbes i færdige produkter, er anbragt mellem siloerne og pothallerne. Forskellige værksteder, administrationsbygninger osv., er også illustreret. (Illustration af Alcoa)
Processen
Selve processen er en såkaldt elektrolyseproces. hvor meget stærk strøm (180-400.000 Ampere, afhængig af teknologi) løber fra kar til kar i en lang serieforbindelse. Strømmen er så stærk at der i smeltehallerne er et kraftigt elektromagnetisk felt. Energiforbruget er lige så stort som energiforbruget i en millionby. Aluminiumsværker er dermed én af verdens mest energiintensive industrier.
Pothal (Billede: Alcoa)
Smeltekarrene er helt tillukkede. De står på rad og række i hallen, og serviceres af en stor kran i loftet. 960° C varm, flydende aluminium tappes hver dag ud af karrene, og køres til det nærliggende støberi, hvor man støber det i barrer eller i andre former, alt efter hvad produktet skal bruges til. Rundt om hallerne er der også en del andre bygninger og skorstene. Der er anlæg, som renser og genbruger røggassen fra karrene.
Desuden er der en del vedligeholdelsesbygninger, og ikke mindst en silo, hvor man opbevarer aluminiumoxid - det materiale, der er råstoffet i fremstillingen.
Der skal også være en havn, hvorfra den producerede aluminium og affald til oparbejdning udskibes, samt hvor materialer og aluminiumoxid kommer ind. Der vil som regel være flere skibe om ugen med fragt til og fra værket. Et aluminiumsværk holder aldrig fri. De fleste ansatte arbejder om dagen, men selv om natten og i weekenden vil der altid være mindst 50-60 personer på arbejde.
Omgivelser
De fleste aluminiumsværker ligger i køreafstand fra en by. Det er meget naturligt, da der er mange hundrede ansatte, der skal kunne komme til og fra arbejde hver dag. Der er hegn omkring værket, så uvedkommende ikke kan komme ind på området. Hvor man tidligere byggede aluminiumsværker meget tæt på byer - eller byerne voksede tæt på aluminiumsværket - etableres i dag oftest en zone udenom, hvor der ikke må bygges, en såkaldt bufferzone.
I bufferzonen placeres målestationer, så luftkvaliteten løbende kan kontrolleres.
Selv om et moderne aluminiumsværk ikke er en voldsomt støjende eller forurenende virksomhed, er det alene i kraft af sin størrelse et bygningsværk, der sætter sit tydelige præg på omgivelserne.