Tarsartuup Tasersua

Tarsartuup Tasersua ligger ca. midtvejs mellem Nuuk og Maniitsoq i nord/sydgående retning og ca. 120 km øst for disse byer. Potentialets langt vigtigste vandkilde er afsmeltet is fra en bræ i søens østlige ende. Dette betyder, at vandet er fyldt med siltpartikler fra gletsjeren, og søen har i miljøundersøgelser vist sig at være uden fisk. Reservoiret består af et hovedmagasin (Tarsartuup Tasersua) og et mindre magasin mod syd, som tunnelen til vandkraftværket løber fra. Tunnelen vil være ca. 10 km lang tunnel, og udmunde i et kraftværk boret/sprængt ind i fjeldet ved Anavik-bugten i Godthåbsfjorden. 

Tarsartuup Tasersua (Foto: Greenland Development)

Øvrige anlægsarbejder på dette projekt vil inkludere op til seks dæmninger, hvoraf den højeste forventes at være på ca. 32 meter. Der vil være op til tre kanaler, hvor den længste vil være på ca. 720 meter, og op til tre tunneler hvor den længste vil være ca. 2 km.

Den vigtigste grund til, at Tarsartuup Tasersua skal hæves fra sit nuværende niveau, er reservoirets størrelse: Med en større og dybere sø sikres en kontinuerlig vandtilførsel til tunnelen om vinteren, og søens kapacitet vil kompensere for lavere indstrømning af regn og smeltevand i kolde og tørre år. Tunneller og kanaler bruges til at føre vandet fra en række mindre søer og oplande til Tasrsartuup Tasersua, og dermed øge potentialets størrelse 


Reserviorer til vandkraftværket (kilde: Alcoa / PB Power)

Reservoirets maksimale overfladeareal vil blive ca. 95 km2 med en maksimal variation i vandstanden på 20 meter.

Forventet kapacitet for Tarsartuup Tasersua: 175 - 200 MW. Tarsartuup Tasersua er dermed langt mindre end Tasersiaq, men svarer dog alligevel til Islands næststørste eksisterende vandkraftværk, Hrauneyjafoss, og er fire gange så stort som Grønlands nuværende største vandkraftværk, Buksefjordsværket.

Arkæologi:

Tarsartuup Tasersua var i historisk tid et vigtigt sted for Inuits sommerjagt på rensdyr, og der findes langs søen talrige fund efter rensdyrjægernes liv i området. Læs mere om de arkæologiske undersøgelser ved Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua her eller på Nationalmuseets hjemmeside.

I Ujarassuit-bugten, hvor kraftværket forventes placeret inde i fjeldsiden, findes et kompleks af betydningsfulde nordbo-ruiner, det såkaldte 'Anavik'. Der er derfor foreslået og valgt en kraftværksplacering et stykke væk fra det historiske område.