Vandkraftpotentialer i Grønland

Regn eller sne, som falder i fjeldet eller på indlandsisen, udgør et kraftpotentiale. Jo større mængder, og jo højere oppe i fjeldet vandet kan opdæmmes, jo større er dets potentielle kraft.

Et vandkraftværk trækker energien ud af vands bevægelse ved at lade det hurtigt strømmende vand drive en turbine rundt. Turbinen skaber elektricitet, som kan sendes over lange afstande til steder, hvor elektriciteten kan udnyttes. Mængden af produceret strøm reguleres ved at forøge eller formindske vand til turbinerne.

Der findes mange vandkraftpotentialer i Grønland. Særligt i Sydvestgrønland er en del så store, at de langt overstiger befolkningens behov for elektricitet.

Fra omkring 1975 igangsatte Grønlands Tekniske Organisation (GTO) og det daværende Grønlands Geologiske Undersøgelser en systematisk kortlægning af Grønlands vandkraftpotentialer.

I starten havde GTO ikke kun interesse for de små, bynære potentialer, men også for de allerstørste vandkraftpotentialer. Man så dengang især mineindustrien som en potentiel storforbruger af energi.

Vandkraftværker til forsyning af stærkt energiintensiv industri ville dog kræve meget store investeringer i forundersøgelser og anlæg. GTO så derfor allerede fra slutningen af 1970'erne det mindre og mindre som en offentlig opgave at fortsætte undersøgelserne af de store industripotentialer. GTO koncentrerede herefter sin indsats om at dokumentere de mindre, bynære potentialer, hvor virksomheden havde forsyningspligt og sikker afsætning for den producerede energi.

Grønlands Selvstyres energivirksomhed, Nukissiorfiit, har videreført GTO's forpligtelse til by- og bygdeforsyning som sin hovedmission, og i 1993 stod Grønlands første vandkraftværk klar til at forsyne Nuuk med energi til kraft og varme. Se mere om Grønlands vandkraftværker her.

Mens vandkraft af og til indgår i overvejelserne i forbindelse med forskellige minevirksomheders efterforskning, er der i dag ingen myndighed eller virksomhed, som aktivt promoverer Grønlands øvrige industrivandkraftpotentialer over for internationale energiintensive virksomheder.

Asiaq - Grønlands Forundersøgelser gennemfører dog løbende hydrologiske målinger på et antal udvalgte lokaliteter, og opbygger på den måde større og større viden om de fremtidige muligheder for en række af Grønlands endnu uudnyttede vandkraftressourcer.